Urskiven vil være at finde på urkassen, hvorpå alle ure har et lag af glas hen over urskiven for at beskytte skiven, og for at man kan aflæse tiden på uret. Der anvendes forskellige glastyper til produktion af ure, der kan være fordelagtige at kende til. De forskellige glastyper kommer nemlig hver især med deres fordele og ulemper, hvilket vi vil uddybe nærmere i dette afsnit. Med følgende beskrivelser af de forskellige glastyper er du forhåbentlig i stand til at vælge den glastype, som passer bedst til lige præcis dét ur, du er på udkig efter. Hvilken type glas du vælger afhænger i høj grad af, hvad uret skal bruges til, samt af personlige præferencer.

Akrylglas

Akryl er basalt set en speciel form for plastik (polymethylmethacrylat), og det vil nogle gange også gå under navnet hesalit. Akryl er derfor teknisk set ikke glas, men det er konstrueret på en sådan måde, at det passer over en urskive. Denne type af glas ses oftest på billige ure, for eksempel nogle børneure, grundet de lave produktionsomkostninger, som er forbundet med denne type glas.

Derudover anvendes akryl som det foretrukne glas på udvalgte retro inspirerede ure, fordi det er lettere at manipulere med glassets udseende. Akryl ses også benyttet på enkelte praktiske dykkerure. Overordnet set er der folk, som foretrækker looket ved akryl, hvorimod langt de fleste synes, at det ser “billigt” ud. Lige præcis det faktum, at akryl er billigt, afspejles også i glassets sårbarhed. Glasset er let modtagelig overfor ridser, men er tilgengæld ret modstandsdygtig overfor stød. Den høje modstandsdygtighed over for slag og stød skyldes, at glasset er mindre hårdt og mere fleksibelt, end de øvrige typer glas.

Så for at opsummere fordelene ved akryl, så er det lavpris, modstandsdygtigt over for slag og stød, og lette ridser kan i mange tilfælde fjernes ved polering. Ulemperne er dog, at materialet nemt får ridser, og såfremt disse ridser er alvorlige og mange, vil dette kunne få stor betydning for evnen til at kunne aflæse viserne på uret. Man kan diskutere om dette er en decideret ulempe, eftersom det er subjektivt, men akryl ser for mange som nævnt billigt ud, hvilket kan afholde folk fra at vælge denne type glas.    

Mineralglas

Den næste glastype på listen er mineralglas. Mineralglas er det mest anvendte type glas, særligt blandt mærker, der sælger ure i mellem prisklasserne. Det hænger i høj grad sammen med, at mineral ikke er lige så dyrt at benytte i produktionen som safir, men stadig kommer med en række nævneværdige fordele. Mineralglas er udvundet fra silikatmineralet, og er mere modstandsdygtigt overfor ridser end akryl. Mineralglas er den type glas på listen, der minder mest om almindeligt glas, som vi kender fra eksempelvis vinduesruder.

Mineralglas bliver ofte anvendt på modeure, fordi det tillader disse mærker at holde prisen for produktionen nede, samtidig med at de kan tilbyde en vis grad af beskyttelse mod ridser. Fordelene ved mineralglas er derfor, at det beskytter bedre mod ridser end akryl, og det er mindre reflekterende end safirglas. Herudover er det relativt modstandsdygtigt over for slag og stød. Dog er mineral langt fra lige så resistent over for ridser som safir. Hvis glasset bliver alvorligt beskadiget, eksempelvis ved revner eller kraftige ridser, vil det generelt ikke være muligt at reparere glasset. Her vil glasset helt skulle udskiftes, hvilket indimellem kan være problematisk.

Mineralglas ses typisk på ure i en lavere prisklasse end ure med safirglas, hvilket igen skyldes glassets lavere pris. Derfor er det anbefalesværdigt at kigge efter et ur med mineralglas, hvis du ikke er villig til at betale for et ur med safirglas. Det bør dog nævnes, at nogle producenter anvender mineralglas på ure i den lidt dyrere kategori. For eksempel bruger Casio ofte mineralglas frem for safirglas på deres premium G-Shock ure. Årsagen hertil er, at G-Shock ure skal være både yderst stødresistente, og derfor er mineralglas den gyldne middelvej og altså ikke nødvendigvis et tegn på dårligere kvalitet. 

Safirglas

Dernæst har vi safir, der er det foretrukne glas blandt high-end mærker. Det er uden tvivl det hårdeste glas tilgængeligt, hvilket gør glasset ideelt til dyrere ure. Langt det meste safir der anvendes på ure er syntetisk/menneskabt safir, snarere end det naturligt forekommende safir. Så ligesom det var tilfældet med akryl, er safir teknisk set heller ikke et glas. Det er nærmere betegnet transparent, krystalliseret aluminiumoxid, som altså normalt produceres i et laboratorium. Safir er ekstremt modstandsdygtigt overfor ridser. Det siges, at det mere eller mindre kun er ægte diamanter, der kan ridse safirglas, hvilket i sig selv er ganske imponerende. Du er altså med safirglas garanteret det absolut ypperste i forhold til at undgå, at dit ur får ridser.

Mens safir klarer sig godt mod ridser, er det dog noget modtagelig over for kraftige slag og stød, hvorved glasset godt kan knuses. Dette er også den hovedsagelige årsag til at særlige ure, som eksempelvis benyttes i militæret, fravælger safir og i stedet benytter mere stødsikre glas såsom akryl eller mineral. Medmindre man med garanti ved, at uret vil få en masse slag og stød, er dette dog ikke generelt noget at være bekymret for. Safir er for langt de fleste et særdeles fremragende glas, og det kan helt klart anbefales, hvis man er typen, der sætter pris på kvalitet.

Foruden uovertruffen ridsefasthed, kendetegnes glasset ved sit attraktive udseende og farve. Safirglas kan forbedre den visuelle klarhed, og kombinerer man dette med dets antireflekterende belægning, kan det næsten få glasset til at “forsvinde”. Safir kommer dog typisk også med en væsentligt højere pris, og det kan som nævnt godt splintre og gå i stykker ved kraftige stød. Hvis en beskadigelse sker, er reparationer generelt ikke muligt. Glasset vil helt skulle udskiftes, nøjagtigt som det var tilfældet med mineralglasset.   

Safirbelagt mineralglas

En lidt nyere innovation i urindustrien er safirbelagt mineralglas. Som navnet indikerer, så er safirbelagt mineralglas en form for hybrid glas, som indeholder både mineral og safir. Det er et mineralglas med et tyndt lag af safir på glassets overflade. Denne type glas har de seneste år oplevet en stigning i popularitet, særligt blandt mindre og nyere urmærker. Mange af herreurene fra Vincero har eksempelvis safirbelagt mineralglas. Safirbelagt mineralglas anses af mange som værende en fornuftig mellemting mellem mineral og safir. Det blev oprindeligt introduceret som en måde at inddrage safir i et urs glas, samtidig med at holde omkostningerne nede. Denne glastype er ikke udbredt i samme grad som mineral - og safirglas.