Interesserer du dig bare en smule for ure er du uden tvivl stødt på betegnelsen “Swiss Made”. Da betegnelsen ses ofte tror mange, at det betyder at uret er produceret i Schweiz. Dette er delvist rigtigt, men dog forholder det sig mere komplekst end som så. “Swiss Made” betyder nemlig ikke nødvendigvis, at uret er 100% lavet i Schweiz. Derimod indikerer det, at uret imødekommer og opfylder visse høje kvalitetsstandarder i form af den schweiziske varemærkelov. Det kan derfor være godt at vide, hvilke krav et ur skal imødekomme, for at klassificeres som værende “Swiss Made”, samt hvad du kan forvente, hvis du køber et “Swiss Made” ur. 

Førhen forholdt det sig sådan, at schweizisk lovgivning fastsatte tre betingelser, der skulle være opfyldt for at et ur kunne betegnes “Swiss Made”. Første betingelse var, at urets urværk skulle være schweizisk. Den anden betingelse var, at urværket skulle indkapsles i Schweiz, og den sidste betingelse lød på, at den endelige inspektion af uret skulle udføres af producenten i Schweiz. Desværre oplevede man ofte, at billigere producenter fandt smuthuller i betingelserne, som de derved forsøgte at udnytte. For at forstå hvorfor billigere producenter var i stand til at udnytte betingelserne, vil det være nærliggende at kigge nærmere på den første betingelse. Ved tidligere regulativer opfyldte et urværk kravene om at kunne kaldes “Swiss Made”, hvis det imødekom følgende krav: urværket blev produceret i Schweiz, den sidste inspektion blev udført af producenten i Schweiz, og mindst 50% af værdien af urværkets komponenter skulle være produceret i Schweiz. Dette gjorde det muligt for producenter at importere billige dele fra eksempelvis Asien, for derefter at blande dem med schweiziske komponenter, og dermed kalde deres ure “Swiss Made”. På den måde kunne man finde ure på markedet af lavere kvalitet, som blev markedsført og solgt som “Swiss Made”. Derfor blev mange kunder vildledt, da de troede, at de købte et ægte schweizisk ur.

Swiss Made Jaguar ur med safirglas i sølv - og guldfarve med blå urskive

Som følge heraf blev der fra og med 2017 indført nye regler, der skulle stramme lovgivningen om, hvad der gør et ur “Swiss Made”. De nye regler lyder nu således: mindst 60% af hele urets produktionsomkostninger skal afholdes i Schweiz. Mindst 50% af værdien af urværkets komponenter skal være produceret i Schweiz, og mindst 60% af urværkets fremstilling skal foregå i Schweiz. Derudover skal urets tekniske design samt dets urværk udvikles i Schweiz. De nye regler har styrket det schweiziske brand, men der er stadig plads til forbedringer, da det stadig er muligt for billigere producenter at udnytte disse regler. Derfor forlyder det, at den den såkaldte ‘Federation of the Swiss Watch Industry’ kraftigt overvejer at stramme den schweiziske varemærkelov yderligere. Den skal strammes ved at øge den procentdel af produktionsomkostningerne, der oprigtigt er baseret i Schweiz, til mindst 80%. 

Prevetti Proxima ur med schweizisk urværk

Lige præcis de høje krav til hvornår man må kalde et ur for “Swiss Made”, har været med til kontinuerligt at opretholde den høje standard, der gør sig gældende for sådanne ure. Ved flere lejligheder, har den schweiziske urindustri været nødsaget til at overvinde modgang. Intens, hård konkurrence fra amerikanske producenter, opfindelsen af billigere og mere nøjagtige kvartsure fra Japan (kvartskrisen), samt den aktuelle popularitet af smartwatches, har alle udgjort specifikke udfordringer for “Swiss Made” ure. 

På trods af disse udfordringer har schweiziske producenter alligevel formået løbende at udvikle sig, og anses i dag som værende stærkere og bedre end nogensinde. Ved fortsat at gå forrest i udviklingen af moderne og unikke produkter, der bruger banebrydende teknologier, skiller de sig tydeligt ud som verdensberømte kvalitets - og luksusure. “Swiss Made” ure karakteriseres som værende bedre, fordi de ganske enkelt er nødt til at være det. De har en stærk arv af klassisk håndværk samt et uigenkaldeligt, vidunderligt og ikonisk omdømme at opretholde. Urene skal som nævnt bestå omhyggelige forhold, for at blive klassificeret som “Swiss Made”. I dag kan du derfor i langt højere grad være sikker på, at når du køber et ur betegnet som “Swiss Made”, er det et ur i høj kvalitet, som du kan have glæde af i mange år. 

Swiss Made Oris Aquis ur